åbner i nyt vindue
UPDATE 11. december 2023

Apple lancerer Dagbog, en ny app til at reflektere over hverdagens små øjeblikke og livets største begivenheder

To iPhone 15 Pro-enheder viser brugerfladen i appen Dagbog.
Dagbog er en ny iPhone-app, der hjælper brugerne med at reflektere over hverdagens små øjeblikke og de største begivenheder i deres liv. Den bruger maskinlæring på enheden til at give brugerne inspiration og personlige forslag til, hvad de kan skrive om i deres dagbog.
Den nye iPhone-app Dagbog, der fås fra i dag, giver brugerne mulighed for at reflektere og udtrykke taknemmelighed ved at skrive dagbog, noget som har vist sig at forbedre trivslen. Med Dagbog kan brugerne nedfælde deres tanker om hverdagens små øjeblikke og de største begivenheder i deres liv og inkludere billeder, videoer, lydoptagelser, lokationer m.m. for at gøre minderne endnu mere mindeværdige. Maskinlæring på enheden kommer med private, personlige forslag som inspiration til, hvad brugerne kan skrive om i deres dagbog, og notifikationer, der kan tilpasses, hjælper dem med at etablere faste skrivevaner. Med den nye API til Forslag til dagbogsemner kan dagbogsapps fra tredjeparter også komme med forslag til øjeblikke, brugerne kan skrive om. Dagbog og API’en til Forslag til dagbogsemner fås med lanceringen af iOS 17.2.
“Det glæder os at kunne give flere mennesker adgang til fordelene ved at skrive dagbog,” udtaler Bob Borchers, Apples Vice President for Worldwide Product Marketing. “Dagbog gør det nemt at bevare spændende og stærke minder og udtrykke taknemmelighed ved på intelligent vis at udvælge information, som brugeren har et personligt forhold til, direkte fra vedkommendes iPhone. Vi giver også andre dagbogsapps mulighed for at tilbyde de samme personlige forslag, samtidig med at det højeste niveau af anonymitet opretholdes.”

Nedfældning af livets øjeblikke

Det er nemt at komme i gang med Dagbog ved at skrive et enkelt tekstindlæg eller tilføje omfattende detaljer som billeder, videoer, lokationer eller lydoptagelser for at inkludere mere kontekst. Lige så nemt er det at tage indhold som f.eks. en nyhedsartikel, musik eller en podcast fra andre apps og tilføje det i appen Dagbog for at skrive om det. Brugerne kan bladre igennem tidligere indlæg, give dem bogmærker eller filtrere efter billeder, træninger, steder m.m. Endelig kan planlagte notifikationer gøre det til en vane at skrive dagbog.

Personlige forslag og forslag til refleksion

De intelligente personlige forslag, der genereres, har til formål at hjælpe brugerne med at mindes et øjeblik og skrive om det – f.eks. nye steder, de har besøgt, billeder, de har taget, træninger, de har gennemført, og meget andet. Forslag baseret på brugeraktivitet omfatter forslag til tekst, som skal drive meningsfuld indsigt, og daglige forslag til refleksion hjælper brugerne med at fokusere på taknemmelighed, venlighed, formål m.m. Brugerne bestemmer selv, hvilken type indhold der skal vises i forslagene, og de kan oprette et dagbogsindlæg med de forslag, de vælger.
Desuden kan udviklere bruge den nye API til Forslag til dagbogsemner til at føje personlige forslag til dagbogen i deres apps. De kan dermed foreslå brugerne øjeblikke at skrive om på en måde, der bevarer brugernes anonymitet, så endnu flere mennesker kan få glæde af at skrive dagbog og den personlige, sikre oplevelse, som kun iPhone kan levere.
“Appen Dagbog er en spændende udvikling for os, fordi den introducerer et bredere publikum for fordelene ved at føre elektronisk dagbog, og den er starten på et nyt kapitel for praksissen,” fortæller Paul Mayne, grundlægger af dagbogsappen Day One. “Vi har integreret API’en til Forslag til dagbogsemner i Day One-appen for at give vores brugere en endnu bedre oplevelse, der sætter anonymiteten i højsædet, og vi glæder os til, at de prøver den.”

Dagbogen forbliver personlig og privat

Dagbog er udviklet med anonymitet i centrum. Når iPhone låses med en adgangskode, krypteres alle indlæg i appen Dagbog. Derudover kan brugerne vælge, om de vil aktivere et ekstra sikkerhedslag i form af autentificering og låse appen Dagbog med enten adgangskoden til deres enhed, Face ID eller Touch ID. Alle indlæg i appen Dagbog er end-to-end-krypterede, når de opbevares i iCloud, så det kun er brugeren, der har adgang til dem. Forslag til dagbogsemner oprettes på enheden, og brugerne kan selv vælge, hvilke foreslåede øjeblikke der deles med appen Dagbog og føjes til dagbogsindlæg.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

media.dk@apple.com

33 42 22 36

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36