åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 25. januar 2024

Apple præsenterer ændringer af iOS, Safari og App Store i EU

For udviklerne omfatter ændringerne nye muligheder for appdistribuition og håndtering af betaling

For brugerne omfatter ændringerne nye kontrolfunktioner og oplysninger samt ekstra beskyttelse med henblik på at reducere de anonymitets- og sikkerhedsrisici, som DMA medfører
Symboler, der repræsenterer iOS, Safari og App Store.
CUPERTINO, CALIFORNIEN Apple præsenterede i dag ændringer af iOS, Safari og App Store, som kommer til at få betydning for udviklernes apps i EU, da forordningen om digitale markeder (DMA) skal overholdes. Ændringerne inkluderer mere end 600 nye API’er, udvidet appanalyse, funktionalitet til alternative browsermotorer og muligheder for håndtering af appbetalinger samt distribution af iOS-apps. Fælles for alle ændringerne er, at Apple introducerer nye sikkerhedsforanstaltninger, der reducerer – men ikke eliminerer – de nye risici, som DMA medfører for EU-brugerne. Med disse tiltag kan Apple fortsat levere den bedste og sikreste oplevelse for brugerne i EU.
De nye muligheder for håndtering af betalinger og download af apps i iOS skaber nye risici relateret til malware, svindel, ondsindet og skadeligt indhold og andre anonymitets- og sikkerhedstrusler. Derfor introducerer Apple nye former for beskyttelse – herunder bekræftelse af iOS-apps, godkendelse af markedspladsudviklere og oplysninger om alternative betalinger. Formålet er at mindske risici og tilbyde den bedste og sikreste oplevelse for brugere i EU. Selv med disse sikkerhedsforanstaltninger forbliver der dog stadig mange risici.
Udviklere kan få mere information om disse ændringer på Apple Developer Support-siden og kan begynde at teste de nye funktioner i betaversionen af iOS 17.4 fra i dag. De nye funktioner bliver tilgængelige for brugerne i de 27 EU-lande fra starten af marts 2024.
“De ændringer, vi præsenterer i dag, overholder kravene i EU’s forordning om digitale markeder og hjælper samtidig med at beskytte EU-brugere mod de uundgåelige forøgede anonymitets- og sikkerhedstrusler, som denne forordning medfører. Vores prioritet forbliver at skabe den bedste og sikreste oplevelse for vores brugere i EU og resten af verden,” udtaler Phil Schiller, Apple Fellow. “Udviklere kan nu lære om de nye værktøjer og vilkår, der findes til alternativ appdistribution og alternative betalingssystemer, nye funktioner til alternative browsermotorer og kontaktløse betalinger m.m. Det er vigtigt at bemærke, at udviklere kan vælge at fastholde de forretningsvilkår, der er gældende i dag, hvis de foretrækker det.”
Ændringerne for EU-apps afspejler Europa-Kommissionens betegnelse af iOS, Safari og App Store som “vigtige platformstjenester” i henhold til forordningen om digitale tjenester. Til marts vil Apple præsentere nye ressourcer, som kan hjælpe EU-brugere med at forstå, hvilke ændringer de kan forvente. Dette inkluderer vejledning, som skal hjælpe EU-brugere med at navigere rundt i den kompleksitet, som DMA-ændringerne medfører – herunder en mindre intuitiv brugeroplevelse – og bedste praksis for håndtering af de nye risici, der er forbundet med download af apps og behandling af betalinger uden for App Store.
Til udviklernes apps rundt om i verden præsenterede Apple også nye muligheder for streaming af spil samt mere end 50 kommende rapporter inden for områder som engagement, handel, appbrug m.m.

Ændringer af iOS

I EU foretager Apple en række ændringer af iOS for at overholde DMA. For udviklere inkluderer disse ændringer nye muligheder for at distribuere apps. De kommende ændringer af iOS i EU omfatter:
  • Nye muligheder for at distribuere iOS-apps fra alternative appmarkedspladser – herunder nye API’er og værktøjer, der gør det muligt for udviklere at tilbyde download af deres iOS-apps fra alternative appmarkedspladser.
  • Nyt framework og nye API’er til at skabe alternative appmarkedspladser – dette giver markedspladsudviklere mulighed for at installere apps og administrere opdateringer på vegne af andre udviklere fra deres dedikerede markedspladsapp.
  • Nye frameworks og API’er til alternative browsermotorer – takket være dem kan udviklere bruge andre browsermotorer end WebKit til browserapps og apps med indbyggede browseroplevelser.
  • Formular til anmodning om interoperabilitet – hvor udviklere kan indsende yderligere anmodninger om interoperabilitet med iPhone- og iOS-hardware- og softwarefunktioner.
Som annonceret af Europa-Kommissionen introducerer Apple også DMA-kompatible ændringer, der berører kontaktløse betalinger. Det inkluderer nye API’er, som gør det muligt for udviklere at bruge NFC-teknologi i deres bank- og betalingskort-apps i hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Og i EU introducerer Apple nye kontrolfunktioner, der giver brugerne mulighed for at vælge en kontaktløs betalingsapp fra tredjepart – eller en alternativ appmarkedsplads – som standard.
De nye muligheder for udviklernes EU-apps vil uundgåeligt medføre nye risici for Apple-brugere og deres enheder. Apple kan ikke eliminere disse risici, men vil inden for begrænsningerne af DMA tage de nødvendige skridt for at reducere dem. Disse sikkerhedsforanstaltninger træder i kraft, når brugerne downloader iOS 17.4 eller nyere fra starten af marts og inkluderer:
  • Bekræftelse af iOS-apps – et referencepunkt for gennemgang, som gælder for alle apps, uanset deres distributionskanal, og som har fokus på platformsintegritet og beskyttelse af brugerne. Bekræftelse omfatter en kombination af automatiseret kontrol og gennemgang foretaget af eksperter. 
  • Dokumenter til appinstallation – som bruger oplysninger fra bekræftelsesprocessen til at give kortfattede beskrivelser af apps og deres funktionalitet, før der downloades, herunder oplysninger om udvikler, screenshots og anden vigtig information.
  • Godkendelse af markedspladsudviklere – for at sikre, at markedspladsudviklere overholder de gældende krav, der hjælper med at beskytte brugere og udviklere.
  • Yderligere malwarebeskyttelse – som forhindrer iOS-apps i at starte, hvis de viser sig at indeholde malware, efter at de er blevet installeret på brugerens enhed.
Disse beskyttelsestiltag – herunder bekræftelse af iOS-apps og godkendelse af markedspladsudviklere – er med til at reducere nogle af anonymitets- og sikkerhedsrisiciene for iOS-brugere i EU. Det inkluderer trusler som f.eks. malware eller ondsindet kode samt risiko for at installere apps, der giver et misvisende billede af deres funktionalitet eller den ansvarlige udvikler.
Apple har dog ikke i samme grad mulighed for at adressere andre risici – herunder apps, der indeholder svindel og misbrug, eller som eksponerer brugerne for ulovligt, stødende eller skadeligt indhold. Desuden kan apps, der bruger andre browsermotorer end Apples WebKit, have en negativ indvirkning på brugeroplevelsen og bl.a. påvirke systemydeevnen og batteritiden.
Inden for begrænsningerne af DMA vil Apple gøre sit yderste for at beskytte anonymiteten, sikkerheden og kvaliteten for iOS-brugeroplevelsen i EU mest muligt. For eksempel vil appsporingstransparens fortsat virke for apps, der distribueres uden for App Store, og bede om brugerens tilladelse, før udvikleren kan spore brugerens data på tværs af apps og websites. Kravene i DMA betyder dog, at App Store-funktioner som f.eks. køb via Familiedeling og Spørg for køb ikke vil være kompatible med apps, der downloades uden for App Store.
Når disse ændringer træder i kraft til marts, vil Apple dele mere detaljerede ressourcer, der forklarer de muligheder, brugerne har – herunder bedste praksis for beskyttelse af deres anonymitet og sikkerhed.

Ændringer af Safari

I dag har iOS-brugere allerede mulighed for at indstille en tredjepartswebbrowser – ud over Safari – som deres standardbrowser. Som følge af kravene i DMA introducerer Apple også en ny valgskærm, som vises, når brugerne åbner Safari i iOS 17.4 eller nyere første gang. På den skærm bliver EU-brugere bedt om at vælge en standardbrowser på en liste med forskellige muligheder.
Denne ændring er et resultat af kravene i DMA og betyder, at EU-brugere får vist en liste over standardbrowsere, så de kan se de tilgængelige muligheder. Skærmen afbryder også EU-brugeres oplevelse, første gang de åbner Safari og forsøger at gå til et website.

Ændringer af App Store

I App Store deler Apple en række ændringer til udviklere med apps i EU, som berører apps på tværs af Apples styresystemer – herunder iOS, iPadOS, macOS, watchOS og tvOS. Ændringerne inkluderer også nye oplysninger, der informerer EU-brugere om de risici, der er forbundet med at bruge alternativer til App Stores sikre betalingssystem.
For udviklere inkluderer disse ændringer:
  • Nye muligheder for at bruge udbydere af betalingstjenester (PSPs) – i en udviklers app til behandling af betalinger for digitale varer og tjenester.
  • Nye muligheder for håndtering af betalinger via link-out – hvor brugerne kan fuldføre en transaktion med digitale varer og tjenester på udviklerens eksterne website. Udviklerne kan også informere EU-brugere om kampagner, rabatter og andre tilbud, som er tilgængelige uden for deres apps.
  • Værktøjer til forretningsplanlægning – som udviklere kan bruge til at estimere gebyrer og forstå de målinger, der er forbundet med Apples nye forretningsvilkår for apps i EU.
Ændringerne omfatter også nye tiltag, der skal beskytte og informere EU-brugere, herunder:
  • Information på App Stores produktsider – som informerer brugere, når en app, de downloader, bruger et alternativt betalingssystem.
  • Informationsdokumenter i appen – som informerer brugerne, når de ikke længere foretager transaktioner med Apple, og når en udvikler dirigerer dem videre til transaktioner hos en alternativ betalingsudbyder.
  • Nye processer til gennemgang af apps – for at bekræfte, at udviklere formidler korrekt information om transaktioner, der bruger alternative betalingsudbydere.
  • Øget datamobilitet på Apples website for data og anonymitet – hvor EU-brugere kan indhente nye data om deres brug af App Store og eksportere dem til en autoriseret tredjepart.
For apps, der bruger alternative betalingssystemer, kan Apple ikke foretage tilbagebetalinger og vil have færre muligheder for at hjælpe kunder, der oplever problemer eller svindel. Nyttige App Store-funktioner – f.eks. Rapporter et problem, Familiedeling og Spørg før køb – vil heller ikke afspejle disse transaktioner. Brugerne skal muligvis dele deres betalingsoplysninger med yderligere parter, hvilket skaber flere muligheder for, at personer med onde hensigter stjæler følsomme økonomiske oplysninger. Og i App Store vil brugernes købshistorik og administration af abonnementer kun afspejle transaktioner, der foretages vha. App Stores system til køb i appen.

Nye forretningsvilkår for apps i EU

I dag introducerer Apple også nye forretningsvilkår, som er tilgængelige for udvikleres apps i EU. Udviklere kan vælge at anvende disse nye forretningsvilkår eller at fastholde Apples eksisterende vilkår. Udviklere skal anvende de nye forretningsvilkår for EU-apps for at bruge de nye funktioner til alternativ distribution eller alternative betalingssystemer.
De nye forretningsvilkår for apps i EU er nødvendige for at understøtte kravene i DMA relateret til alternativ distribution og alternative betalingssystemer. Det inkluderer en gebyrstruktur, der afspejler de mange måder, hvorpå Apple skaber værdi for udviklernes forretning – herunder distribution og præsentation i App Store, App Stores sikre betalingssystem, Apples pålidelige og sikre mobile platform og alle værktøjerne og teknologien til at udvikle og dele innovative apps med brugere i hele verden. 
Udviklere, der driver virksomhed med et af disse sæt forretningsvilkår, kan fortsætte med at bruge App Stores sikre betalingssystem og dele deres apps i App Store i EU. Og begge typer forretningsvilkår afspejler Apples mangeårige indsats for at gøre app-økosystemet til den bedste mulighed for alle udviklere.
Udviklere, der anvender de nye forretningsvilkår, vil have mulighed for at distribuere deres iOS–apps via App Store og/eller alternative appmarkedspladser. Disse udviklere kan også vælge at bruge alternative betalingsudbydere i deres EU-apps i App Store på tværs af Apples styresystemer.
De nye forretningsvilkår for iOS-apps i EU består af tre elementer:
  • Lavere kommission – iOS-apps i App Store skal betale en lavere kommission på enten 10 procent (for langt de fleste udviklere og for abonnementer efter det første år) eller 17 procent på transaktioner for digitale varer og tjenester.
  • Gebyr for betalingssystem – iOS-apps i App Store kan bruge App Stores betalingssystem mod et gebyr på yderligere 3 procent. Udviklere kan bruge en udbyder af betalingstjenster i deres app eller linke brugerne til deres website for at behandle betalinger uden yderligere gebyrer til Apple.
  • Gebyr for vigtig teknologi – iOS-apps, der distribueres fra App Store og/eller en alternativ appmarkedsplads, skal betale 0,50 EUR for hver første installation pr. år over en grænseværdi på 1 million.
En infografik, hvor der står følgende: “Med de nye forretningsvilkår for EU-apps anslår Apple, at 99 procent af udviklerne reducerer eller fastholder de gebyrer, de betaler til Apple, og at mindre end 1 procent af udviklerne skal betale gebyr for vigtig teknologi for deres EU-apps.”
For apps i iPadOS, macOS, watchOS og tvOS i EU får udviklere, der behandler betalinger via en udbyder af betalingstjenester eller linker til deres hjemmeside, 3 procent rabat på den kommission, de skylder Apple.
Apple deler også et værktøj til beregning af gebyr og nye rapporter, som hjælper udviklere med at estimere den potentielle indvirkning, de nye forretningsvilkår vil have på deres appforretning. Udviklere kan få mere information om disse ændringer i EU på Apple Developer Support-siden og kan begynde at teste de nye funktioner i betaversionen af iOS 17.4 fra i dag.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

media.dk@apple.com

33 42 22 36

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36