åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 7. maj 2024

Apple præsenterer
M4-chippen

Takket være M4-chippen får den nye iPad Pro et enormt løft i ydeevnen med et banebrydende design og en imponerende skærm
En grafisk repræsentation af den nye M4-chip.
M4 er et SoC (system on a chip), som forbedrer den brancheførende energieffektive ydeevne i Apples chips.
CUPERTINO, CALIFORNIEN Apple har i dag offentliggjort M4, den nyeste chip, der giver den helt nye iPad Pro en fænomenal ydeevne. M4 er udviklet ved hjælp af en andengenerations 3-nanometerteknologi og er et SoC (system on a chip), som forbedrer Apple-chippens brancheførende energieffektivitet og muliggør det utroligt tynde iPad Pro-design. Den har også en helt ny skærmmotor, som sikrer den banebrydende Ultra Retina XDR-skærms imponerende præcision, farver og lysstyrke på iPad Pro. Den nye CPU har op til 10 kerner, mens den nye 10-core GPU bygger på næstegenerations GPU-arkitekturen, der blev introduceret i M3-chippen og for første gang giver iPad Dynamic Caching, hardware-accelereret strålesporing og hardware-accelereret mesh shading. M4 har Apples hidtil hurtigste Neural Engine, som kan udføre op til 38 billioner handlinger i sekundet, hvilket er hurtigere end nogen anden NPU i andre PC'er med AI i dag. Kombineret med hurtigere hukommelses­båndbredde, næstegenerations maskinlæringsacceleratorer (ML) i CPU’en og en højtydende GPU gør M4-chippen den nye iPad Pro til en vanvittigt stærk enhed til kunstig intelligens.
“Den nye iPad Pro med M4 er et godt eksempel på, hvordan udvikling af førende specialdesignede chips giver banebrydende produkter,” sagde Johny Srouji, Apples Senior Vice President for Hardware Technologies. “Den energieffektive ydeevne i M4 har – sammen med chippens nye skærmmotor – muliggjort det tynde design og den banebrydende skærm i iPad Pro. Samtidig gør grundlæggende forbedringer af CPU'en, GPU'en, Neural Engine og hukommelsessystemet M4 ekstremt velegnet til de nyeste apps, der bruger AI. Samlet gør den nye chip iPad Pro til den mest kraftfulde enhed af sin slags.”

Ny teknologi har ført til den nye iPad Pro

M4 giver et enormt løft i ydeevnen i forhold til den forrige iPad Pro med M2. Den har 28 milliarder transistorer, der er udviklet ved hjælp af en andengenerations 3-nanometerteknologi, som gør Apple-chippen endnu mere energieffektiv. M4 har også en helt ny skærmmotor, som er udviklet med banebrydende teknologi for at kombinere lyset fra to OLED-paneler og giver Ultra Retina XDR-skærmen imponerende præcision, farvegengivelse og ensartet lysstyrke.
To nye iPad Pro-enheder i sølv og space black vist bagfra.
M4 er udviklet med banebrydende teknologi, som er med til at muliggøre det utroligt tynde design i iPad Pro.

Ny 10-core CPU

M4 har en ny op til 10-core CPU, der består af op til fire højtydende kerner og nu seks effektivitetskerner. Kernerne i den næste generation har forbedret forgreningsforudsigelse med større enheder til afkodning og udførelse for de højtydende kerner og en dybere udførelsesenhed for effektivitetskernerne. Begge typer kerner har desuden forbedrede næstegenerations ML-acceleratorer.
M4 leverer op til 1,5 x hurtigere CPU-ydeevne end den powerfulde M2 i den forrige iPad Pro.1 Uanset om du arbejder med komplekse orkestermusikfiler i Logic Pro eller tilføjer krævende effekter i en 4K-video i LumaFusion, giver M4-chippen ydeevnen et løft.
Logic Pro vist på den nye iPad Pro.
M4 leverer op til 1,5 x hurtigere CPU-ydeevne end den powerfulde M2 i den forrige iPad Pro og giver dermed ydeevnen et løft i professionelle arbejdsgange i apps som Logic Pro.

GPU’en giver iPad Pro nye muligheder.

Den nye 10-core GPU i M4 bygger på næstegenerations grafik­arkitekturen fra chips i M3-serien. Den har Dynamic Caching, en innovation fra Apple, som allokerer lokal hukommelse i hardware dynamisk og i realtid for at øge den gennemsnitlige udnyttelse af GPU’en markant. Dette øger ydeevnen betydeligt for de mest krævende professionelle apps og spil.
iPad får for første gang hardware-accelereret strålesporing med M4-chippens nye GPU, hvilket giver mulighed for endnu mere realistiske skygger og refleksioner i spil som Diablo Immortal og andre grafiktunge oplevelser.
Hardware-accelereret strålesporing kommer til iPad for første gang og giver endnu mere realistiske skygger og refleksioner i spil og andre grafiktunge oplevelser. Hardware-accelereret mesh shading er også indbygget i GPU’en og gør behandlingen af geometri mere funktionel og effektiv, hvilket giver mulighed for mere visuelt komplekse scener i spil og grafiktunge apps. Professionel rendering i apps som Octane får et kæmpe løft i ydeevnen med M4 og er nu op til fire gange hurtigere end med M2.1 Med disse forbedringer af CPU’en og GPU’en bevarer M4 Apple-chippens brancheførende ydeevne pr. watt. M4 kan levere samme ydeevne som M2 med bare halvt så meget strøm. Og sammenlignet med den nyeste PC-chip i en tynd og let bærbar computer kan M4 levere den samme ydeevne med bare en fjerdedel af strømmen.2
Octane vist på den nye iPad Pro.
Professionel rendering i apps som Octane får et kæmpe løft i ydeevnen med M4 og er nu op til fire gange hurtigere end på iPad Pro med M2.

Den mest powerfulde Neural Engine nogensinde

M4 har en lynhurtig Neural Engine – en IP-blok i chippen, der skal accelerere AI-opgaver. Dette er Apples hidtil mest powerfulde Neural Engine, som på imponerende vis kan udføre 38 billioner handlinger i sekundet, hvilket er hele 60 gange hurtigere end Apples første Neural Engine i A11 Bionic. Kombineret med næstegenerations ML-acceleratorer i CPU’en, den højtydende GPU og en samlet hukommelse med højere båndbredde gør Neural Engine M4 til en vanvittigt stærk chip til AI. Og med AI-funktioner i iPadOS som Liveundertekster til tekstning af lyd i realtid og Visuel søgning, som identificerer genstande i video og på billeder, giver den nye iPad Pro brugerne mulighed for hurtigt at udføre imponerende AI-opgaver på enheden.
iPad Pro med M4 kan nemt fremhæve et motiv fra baggrunden i en hel 4K-video i Final Cut Pro med et enkelt tryk, og den kan automatisk lave noder i realtid i StaffPad bare ved at lytte til nogen, der spiller klaver. Interferensopgaver kan desuden udføres effektivt og anonymt med minimal indvirkning på apphukommelse, apprespons og batteritid. M4-chippens Neural Engine er Apples mest avancerede indtil videre, og den er mere powerfuld end nogen anden NPU i andre PC'er med kunstig intelligens i dag.
M4 har en lynhurtig Neural Engine, der nemt kan fremhæve et motiv fra baggrunden i en hel 4K-video i Final Cut Pro med et enkelt tryk.

Avanceret medieenhed til stabil og effektiv streaming

M4-chippens medieenhed er den mest avancerede nogensinde til iPad. Ud over at understøtte de mest populære videocodecs, som H.264, HEVC og ProRes, sørger den for, at iPad for første gang har hardware-acceleration til AV1. Dette giver en mere energieffektiv afspilning af video i høj opløsning fra streamingtjenester.

Bedre for miljøet

Takket være M4-chippens energieffektive ydeevne kan den helt nye iPad Pro overholde Apples høje standarder for energieffektivitet med batteritid til hele dagen. Det betyder, at den ikke behøver at være tilsluttet strøm i lige så lang tid, og at den bruger mindre energi i løbet af sin levetid.
Apples globale drift er i dag CO₂-neutral, og målsætningen er, at hele virksomheden skal være CO₂-neutral inden udgangen af 2030, hvilket omfatter forsyningskæden til produktion og alle produkters livscyklus.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

  1. Test udført af Apple i marts og april 2024. Læs mere på apple.com/dk/ipad-pro.
  2. Test udført af Apple i marts og april 2024 med testmodeller af 13" iPad Pro (M4)-enheder med en 10-core CPU og 16 GB ram. Ydeevnen blev målt med udvalgte benchmark­programmer, der anvendes som standard i branchen. Data om ydeevnen for chippen i en bærbar PC kommer fra test af ASUS Zenbook 14 OLED (UX3405MA) med Core Ultra 7 155H og 32 GB ram. Test af ydeevne udføres med specielle computersystemer og repræsenterer den omtrentlige ydeevne i iPad Pro.

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

Apple

media.dk@apple.com

33 42 22 36

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36