åbner i nyt vindue
UPDATE 19. april 2023

Apple annoncerer store fremskridt hen mod klimamål forud for Jordens dag

Kunderne opfordres til at fejre Jordens dag ved at lære mere om klimaforandringer og gøre en indsats sammen med Apple
To voksne kunder og en ung kunde taler med et teammedlem i en Apple Store.
På dette års Jordens dag kan kunderne besøge Apple Store-butikker for at deltage i særlige Today at Apple-sessioner og se nærmere på udvalgte samlinger på tværs af Apples tjenester, som er designet til at undervise og inspirere til at gøre en indsats for at beskytte vores planet.
Forud for Jordens dag annoncerer Apple fremskridt hen mod sine ambitiøse mål om at gøre alle produkter CO₂-neutrale inden 2030, herunder nye muligheder for at dele den reducerede klimapåvirkning fra iPhone, iPad, MacBook Air og Apple Watch. Virksomheden annoncerer også nye samarbejder til innovation af klimaløsninger og interaktion med lokalsamfund og opfordrer kunderne til at lære mere og gøre en indsats med nye særligt udvalgte samlinger og skræddersyede aktiviteter på tværs af Apples platforme.
Apples globale drift er allerede CO₂-neutral, og virksomheden har reduceret sit overordnede CO₂-aftryk med over 45 procent siden 2015, selvom virksomhedens indtægter er vokset med over 68 procent i løbet af den samme periode. Tilsammen afværgede virksomhedens omfattende miljøindsats sidste år – herunder udvidet brug af vedvarende energi på tværs af den globale forsyningskæde og udvikling af produkter med genanvendte materialer og andre materialer med lavt CO₂-aftryk – over 28 millioner tons CO₂.
“Vi er nu tættere end nogensinde før på at nå vores vision for Apple 2030 – vores ambitiøse mål om at gøre alle produkter CO₂-neutrale inden 2030 – og vi glæder os meget til at fejre dette enorme fremskridt sammen med vores kunder til Jordens dag,” sagde Lisa Jackson, Apples Vice President for Environment, Policy, and Social Initiatives. “Vores kunder kan bruge deres Apple-enheder og vide, at de er fremstillet med omtanke for miljøet – det betyder mere ren energi, mere brancheførende holdbarhed, endnu større effektivitet og flere genanvendte materialer og materialer med lavt CO₂-aftryk end nogensinde før.”
Statusrapporten om miljøet fra 2023, som indeholder flere oplysninger om fremskridtet, blev i dag offentliggjort, og den fremhæver virksomhedens vedvarende indsats med genbrugsinnovation, forvaltning af naturlige ressourcer og initiativer med ren energi. Desuden har Apple offentliggjort sin årlige People and Environment in Our Supply Chain-rapport.

Apple 2030: Produkterne fortæller selv historien

I dag har Apple offentliggjort nye muligheder for at dele, hvordan virksomhedens miljøindsats i forhold til vedvarende energi, effektivitet og materialeinnovation allerede reducerer Apple-produkters klimapåvirkning betydeligt. Apple har også udgivet opdaterede miljørapporter om produkter for iPhone 14 og iPhone 14 Plus, iPad (10. generation), MacBook Air med M2-chippen og Apple Watch Series 8, så kunderne tydeligt kan se dette fremskridt.
Virksomheden har udført dybdegående analyser for at fastslå, hvilken procentdel af produktionen der anvender ren energi for hvert af disse produkter, og hvordan den øgede brug af genanvendte materialer sænker klimapåvirkningen for de enkelte enheder. For eksempel har Apple reduceret udledningen for MacBook Air med M2 med 38 procent. Denne betydelige reduktion skyldes mestendels brugen af i alt 40 procent genanvendt og vedvarende indhold i enheden. For Apple Watch Series 8 har virksomhedens indsats – herunder brugen af 40 procent vedvarende elektricitet til produktionen – reduceret enhedens klimapåvirkning med 26 procent.
Apple har planer om at dele oplysninger om fremskridt på et detaljeret niveau i fremtidige miljørapporter om produkter for at bygge videre på virksomhedens mangeårige fokus på gennemsigtighed og indbyde kunderne til at følge med på rejsen mod CO₂-neutrale produkter.

Samarbejde om at skabe nye løsninger og involvere lokalsamfund i hele verden

Imens Apple fremskynder arbejdet med at nå sine 2030-mål, forbliver virksomheden fokuseret på at prioritere lokalsamfund, der er særligt påvirket af effekten af klimaændringer, og samarbejde med organisationer, der arbejder med innovation for fremtiden. I dag annoncerede Apple nye partnerskaber og støtte til globale indsatser for at involvere lokalsamfund i miljørigtige løsninger, herunder arbejde afstemt med Apples Racial Equity and Justice Initiative.
I Latinamerika vil Apple samarbejde med Conservation International for at støtte ledere i lokalsamfund med afrikansk afstamning med økonomiske muligheder, som giver resultater, der tackler klima- og biodiversitetskriser. Derudover vil partnerskabet støtte The Afro-InterAmerican Forum on Climate Change (AIFCC) – en banebrydende fælles indsats for at fremhæve befolkningsgrupper med afrikansk afstamnings perspektiver og oplevelser i adresseringen og afhjælpningen af klimaforandringer i Nord-, Syd- og Mellemamerika.
I samarbejde med Society of Entrepreneurs and Ecology Foundation støtter Apple udviklingen af en certificeret metode til håndtering af blåt kulstof i Kina. Blåt kulstof er den CO₂, der trækkes ind fra atmosfæren og lagres dybt nede i havene og kystområdernes økosystemer, herunder mangroveskove. Apple støtter projekter med fokus på blåt kulstof i Colombia og Indien. De fungerer som modeller for at skabe alternative, bæredygtige økonomier i forbindelse med bevarelsen af mangrover. Partnerskabet i Kina vil bygge videre på dette arbejde og tilbyde nye måder, hvorpå lokalsamfundene kan deltage i bevarelsen og genopretningen af mangroveøkosystemer.
Apple indgår også partnerskab med World Wildlife Fund (WWF) om et nyt initiativ ved navn Nature-Based Solutions (NbS) Origination Platform, som har til formål at fremvise en ny model for opskalering, afstemning og mobilisering af offentlige og private investeringer i naturbaserede løsninger af høj kvalitet med en integreret landskabstilgang. Under platformen vil WWF udnytte sin globale rækkevidde, sine partnerskaber og det aktuelle momentum i forhold til klima- og naturindsatser til at præsentere indgreb i prioriterede landskaber, som adresserer systemiske trusler, og påvirke klima, biodiversitet og bæredygtig udvikling.
I USA har Apple indgået et samarbejde med Beyond Benign om at levere videnskabelige kurser, der omhandler grøn kemi og bæredygtighed, til institutioner, hvor de studerende fortrinsvis stammer fra minoritetsgrupper, og udvide talentpuljen af sorte, latinamerikanske og indfødt amerikanske forskere uddannet inden for bæredygtighed til indflydelsesrige, globale virksomheder. Apple støtter også lokale organisationer, der fremmer miljømæssig retfærdighed i deres lokalsamfund, f.eks. City Blossoms i Washington, D.C., Environmental Health Coalition i Californien og Tijuana, Mexico og Little Village Environmental Justice Organization i Chicago.
Tre personer sejler ned ad en flod med mangroveskov ved flodbredden i Maharashtra, Indien.
Apple støtter projekter med fokus på blåt kulstof i Colombia og Indien. De fungerer som modeller for at skabe alternative, bæredygtige økonomier i forbindelse med bevarelsen af mangrover. Gennem et nyt partnerskab med SEE Foundation støtter virksomheden udviklingen af en certificeret metode til håndtering af blåt kulstof i Kina.

Vær med til at gøre en indsats sammen med Apple

I forbindelse med fejringen af Jordens dag tilbyder Apple en række måder, som kan hjælpe kunderne med at lære om og få et forhold til miljøet og gøre en indsats for at reducere deres påvirkning af vores planet.
Kunderne kan for eksempel hjælpe miljøet – på Jordens dag eller når som helst – ved at give deres gamle enheder til Apple. Virksomheden tilbyder ombytningstjenester og gratis genanvendelse, som gør det nemt at genbruge enheder, forhindre, at elektronisk affald ender på lossepladsen, og bevare værdifulde materialer i vores mission for at bruge færre af Jordens ressourcer. På Jordens dag introducerer Apple en ny startside til Apple Trade In for kunder i USA, Storbritannien og Canada, som vurderer værdien af en gammel enhed for at hjælpe kunderne med at komme i gang med genbrugsprocessen og give deres produkter et nyt liv.
Daisy, Apples robot til demontering af iPhone, vises i Material Recovery Lab i Austin, Texas.
Apples robot til demontering af iPhone, Daisy, er en af mange innovationer, der hjælper virksomheden frem mod målet om kun at bruge genanvendte og vedvarende materialer i sine produkter.
Apple opfordrer også kunderne til at besøge en Apple Store-butik og deltage i eksklusive Today at Apple-events om emnet. De globale sessioner inkluderer en aktivitet, hvor børn kan skabe unikke tegneserier inspireret af Jorden på iPad med Apple Pencil med en blanding af kreativitet og læring, og nogle butikker tilbyder også events, som fokuserer på, hvilken forskel genanvendt plast kan gøre. Udvalgte butikker er vært for dybdegående samtaler, kunst og poesi udvalgt af kunstneren Tomás Karmelo Amaya, som er indfødt amerikaner, og Shalene Joseph fra Native Wellness Institute.
I App Store kan brugerne finde ud af, hvordan de kan gøre en indsats for at beskytte vores planet ved at starte i deres eget tøjskab. En Jordens dag-samling ved navn “How It’s Easy to Be Stylish and Sustainable” indeholder apps som f.eks. eBay, Good On You og Drest, som er fortalere for genbrugsshopping, booster etisk og bæredygtig mode og promoverer cyklisk shoppingadfærd gennem virtuelle tøjskabe og oplevelser.
Jordens dag-samlingen “The Future of Fashion Is Sustainable” vises i App Store.
I App Store kan brugerne finde ud af, hvordan de kan gøre en indsats for at beskytte vores planet ved at starte i deres eget tøjskab.
Apple TV+ fejrer Jordens dag med et bredt udvalg af nye og prisvindende programmer til hele familien som f.eks. den missionsdrevne serie Jane, der er inspireret af den legendariske miljøforkæmper Dr. Jane Goodalls arbejde, naturdokumentarserien Big Beasts med Tom Hiddleston som fortæller og en særepisode af den familievenlige serie Sago Mini Friends. Abonnenter kan også glæde sig over favoritter, der kaster lys på planetens spektakulære vidundere, og hvor vigtigt det er at beskytte dem, med Prehistoric Planet, Earth at Night in Color, The Elephant Queen, Here We Are: Notes for Living on Planet Earth, Tiny World, The Year Earth Changed med flere.
Desuden kan seerne udforske en række samlinger i Apple TV-appen inspireret af mantraet “The Future Is Up to Us” – fremtiden er vores ansvar. De tre vigtigste fokusområder – reducer og genbrug, gentænk og genskab kontakt – vil præsentere enkeltpersoner og lokalsamfund, som brænder for at bekæmpe klimaforandringer gennem innovative hverdagshandlinger. Her finder man også særligt udvalgt indhold fra Scott Z. Burns, skaberen af Apple Original-serien Extrapolations, som fremhæver nogle af hans yndlingsfilm om miljørelaterede emner og anbefalinger til film, du kan se når som helst, ikke kun på Jordens dag.
I en særepisode har Shumita Basu talt med Burns og skuespillerinden Sienna Miller om de Hollywood-stjerner, som samarbejdede om at lave Extrapolations, og hvad der skal til for at gøre store fremskridt i kampen mod klimaforandringer. Apple News vil også tilbyde en særligt udvalgt samling, der hylder naturens vidundere, ser nærmere på klimavidenskab, service og løsninger og fremhæver bemærkelsesværdige personer og lokalsamfund, der kæmper for en grønnere verden.
Fra den 21. april vil Apple Music præsentere eksklusivt indhold inspireret af naturen med ny musik og lydbilleder fra Apple TV+ som f.eks. “Mixtape for Mother Earth” med Extrapolations-stjernen Ben Harper som gæstevært.
Joshua Tree National Park-udgaven af Tid til at løbe vises på iPhone 14 Pro og Apple Watch Series 8.
I appen Apple Fitness+ er en ny Tid til at løbe-episode inspireret af Joshua Tree National Park.
Apple Fitness+ tilbyder tusindvis af træningssessioner og meditationer, som kan laves når som helst og hvor som helst, også udendørs. For at fejre Jordens dag kan brugere af Fitness+ få glæde af tematiserede træningssessioner og en ny meditation, der reflekterer over planetens udholdenhed under de forskellige årstider. I en ny Tid til at løbe-episode inspireres træner Scott Carvin af Joshua Tree National Park med en energisk rockplayliste, der kan hjælpe med at motivere brugerne til at komme udenfor. Den 22. april (Jordens dag) kan Apple Watch-brugere optjene en limited edition-præmie ved at gennemføre enhver træningssession på 30 minutter eller mere.
Brugere, der er interesserede i at vide mere om klimakrisen og finde nye måder at gøre en indsats på, kan dykke ned i “Revitalizing Our Home”-samlingen på Apple Podcasts for at høre, hvad en lang række eksperter fra videnskabens verden, herunder indfødt amerikanske miljøforkæmpere, har på hjerte. Samtaler og historier i denne samling giver lytterne en mulighed for bedre at forstå deres påvirkning af vores planet, og hvad der skal til for at rette op på den skade, der fortsat sker.
Apple Podcasts-siden for “The Climate Question” vises med den nyeste episode: “Can Green Start-Ups Lead the Way in Africa?”
I Apple Podcasts præsenterer “Revitalizing Our Home” samtaler med og historier fra en lang række eksperter.
Apple Books tilbyder nye og populære bøger og lydbøger, som ser nærmere på miljørelaterede problematikker og den indsats, som kunderne kan gøre for selv at tage ansvar. Apple Books har også inviteret Leah Thomas, forfatter til The Intersectional Environmentalist, til at udvælge titler til en samling, der udvider horisonten for Jordens dag.
I Apple Books vises en samling ved navn “Explore the Green Girl’s Reading List,” udvalgt af forfatter Leah Thomas, under overskriften: “Black women bringing the conversation down to earth.”
Apple Books præsenterer “Explore the Green Girl’s Reading List,” en ny samling udvalgt af Leah Thomas, forfatter til The Intersectional Environmentalist.
Apples Kort introducerer nye guider særligt udvalgt af Tinybeans, så brugerne kan finde bæredygtige butikker som Zero Waste-genopfyldningsstationer og -takeawayrestauranter i Chicago, Los Angeles og andre byer i USA og lære mere om Zero Waste-shoppingbevægelsen. Brugerne kan også lære mere om, hvordan The Smithsonian Institution arbejder på at bevare biologisk kulturarv i hele verden i Kort-appen – fra Smithsonians National Zoo og Conservation Biology Institute i Washington, D.C., og hele vejen til Moukalaba-Doudou National Park i Gabon.
Du kan læse mere om Apples miljøindsats på apple.com/environment.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36